Vedtægter


Vedtægter for foreningen Chess House

§1       Foreningens navn og hjemsted
Stk. 1. Foreningens navn er ”Foreningen Chess House”, forkortet ”Chess House”.
Stk. 2. Foreningen har hjemsted i Århus kommune.

§2       Formål
Foreningens formål er at udbrede kendskabet til skakspillet og øge spillestyrken blandt foreningens medlemmer gennem undervisning, løbende afholdelse af turneringer samt alternative og nytænkende skakaktiviteter, der i særlig grad tager sigte på at fremhæve skakspillets sociale sider. Det tilstræbes at lave aktiviteter, som retter sig specifikt mod børn og unge, pensionister, breddespillere, samt elitespillere, dels hver for sig, dels i fællesskab.

§3       Foreningens hovedstruktur
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Denne vælger bestyrelsen, som udpeger den daglige ledelse. Foreningen tegnes udadtil af formanden. Formanden kan ved fuldmagt give den daglige ledelse ret til at tegne foreningen i nærmere specificeret omfang.

§4       Medlemskab og kontingent
Stk. 1. Som medlemmer optages enkeltpersoner.
Stk. 2. Medlemskab tegnes ved at betale et indmeldelsesgebyr samt et årligt kontingent. Gebyret er en engangsafgift. Kontingentet følger regnskabsåret. Indmeldelse i regnskabsårets sidste halvdel medfører en halvering af det gældende kontingent.
Stk. 3. Et medlem kan frit opsige sit medlemskab i den pågældende periode, dog senest 1 måned før næste regnskabsår.
Stk. 4. Et medlem betragtes som udmeldt når den pågældende ikke har betalt sit kontingent, senest 2 måneder efter, at der er rykket for det.
Stk. 5. Ved genindmeldelse skal der ikke betales indmeldelsesgebyr.
Stk. 6. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem såfremt:
  -  Pågældende har udvist en groft uacceptabel adfærd i Chess House
  -  Pågældende aktivt har modarbejdet Chess House’s interesser
En eksklusion skal godkendes på den førstkommende generalforsamling, dog uden at dette har opsættende virkning.

§5       Regnskab og revision
Stk. 1. Regnskabsåret følger perioden 1/1 – 31/12.
Stk. 2. Revision forestås af 2, på generalforsamlingen, valgte revisorer.
Stk. 3. Det reviderede regnskab skal foreligge til gennemsyn i Chess House senest 8 dage før generalforsamlingen.

§6       Generalforsamlingen
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Stk. 2. Generalforsamlingen afholdes hvert år i marts måned, i 2003 dog i september måned.
Stk. 3. Alle medlemmer har stemme- og taleret på generalforsamlingen.
Stk. 4. For at være lovlig, skal generalforsamlingen være varslet ved opslag i Chess House 20 dage før afholdelse.
Stk. 5. Generalforsamlingen skal have følgende punkter på dagsordnen:
  1. Valg af dirigent.
  2. Beretning fra formanden og den daglige ledelse.
  3. Aflæggelse af revideret regnskab af kassereren.
  4. Fastsættelse af indmeldelsesgebyr og kontingent.
  5. Indkomne forslag
  6. Valg til bestyrelse og valg af revisorer.
  7. Eventuelt.
Stk. 6. Afstemningsreglerne vedrørende den ordinære dagsorden er simpelt flertal blandt de tilstedeværende. Ved stemmelighed bortfalder forslaget. Skriftlig afstemning skal foretages såfremt et tilstedeværende medlem kræver det. 
Stk. 7. Generalforsamlingen vælger en bestyrelse på 5 medlemmer, hvoraf formanden og kassereren udpeges af generalforsamlingen. Bestyrelsen består af følgende: Formand, kasserer og 3 menige bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen skal blandt sine medlemmer udpege en sekretær. Der afholdes minimum 4 bestyrelsesmøder årligt.
Stk. 8. Generalforsamlingen skal udover bestyrelsen også vælge 1 bestyrelsessuppleant, 1 revisor og 1 revisorsuppleant.
Stk. 9. Alle mandater gælder for 2 år.
Stk. 10. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, hvis;
  -  Bestyrelsen beslutter det
  -  30 medlemmer fremsætter en skriftlig motiveret begæring herom.
Selve afholdelsen og varslingen af en ekstraordinær generalforsamling følger reglerne for afholdelse af ordinær generalforsamling.

§7       Hæftelse
For de forpligtigelser, der påhviler klubben, hæfter bestyrelsen alene med den til enhver tid eksisterende formue i klubben.

§8       Vedtægtsændringer og opløsning
Stk. 1. Vedtægtsændringer fordrer at 2/3 af de på generalforsamlingen tilstedeværende medlemmer stemmer herfor.
Stk. 2. Forslag til vedtægtsændringer skal være formanden i hænde senest ved udgangen af januar måned, i 2003 dog senest ved udgangen af juli måned. Øvrige forslag senest 14 dage før generalforsamlingen.
Stk. 3. Foreningen kan kun opløses såfremt 2/3 af foreningens medlemmer på en generalforsamling stemmer herfor. Såfremt 2/3 af de tilstedeværende medlemmer stemmer for foreningens opløsning, skal der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling. Denne ekstraordinære generalforsamling kan ved almindeligt flertal opløse foreningen. Ved opløsning af foreningen tilfalder foreningens midler skoleskakken i Århus.

§9       Vedtægternes tolkning
Tvivl om forståelsen af herværende vedtægter afgøres af generalforsamlingen

§10      Ikrafttræden
Nærværende vedtægter træder i kraft straks efter vedtagelse på den stiftende generalforsamling.

§11      Overgangsregler ved omlæggelse af regnskabsåret fra 1/7–30/6 til 1/1–31/12
Stk. 1. Regnskabsåret 1/7 2002 – 30/6 2003 er uændret. Efterfølgende regnskabsår løber fra 1/7 2003 – 31/12 2003 og herefter fra 1/1 – 31/12.
Stk. 2. Denne paragraf udgår automatisk ved påbegyndelse af regnskabsåret 1/1 2004 – 31/12 2004.



Århus, den 12. juni 2003